OM HATHA OG YIN

HATHA YOGA
Hatha betyder på sanskrit ”anstrengelse” eller ”styrke”. Hatha-yoga trækker tråde mere end 2.000 år tilbage, men den form for hatha-yoga, vi primært kender i dag, er i høj grad udviklet inden for de seneste 100–150 år og er blandt andet blevet påvirket af vestlig kultur.
Hatha-yoga har fokus på yogaens fysiske stillinger – asanas – og på åndedrætsøvelser – pranayama. I en hatha-yogapraksis udføres én stilling ad gangen, som typisk holdes i nogle få åndedrag. Stillingerne kan også bindes sammen i rolige sekvenser.
Den fysiske praksis har til formål at hjælpe dig med at lande i kroppen og skabe en meditativ og nærværende tilstand. Asanas arbejder med hele kroppen og kan være med til at styrke og strække musklerne, bevæge og vedligeholde led og rygsøjle samt understøtte kroppens naturlige funktioner.
Åndedrættet spiller en central rolle i hatha-yoga. Ved at rette opmærksomheden mod åndedrættet og bruge det bevidst gennem øvelserne kan du skabe en oplevelse af ro, balance og forankring – en følelse af at være mere grounded og til stede i kroppen.
Yogaklassen begynder med en kort meditation, hvor vi lander og retter opmærksomheden indad. Herefter følger den fysiske praksis med fokus på krop, åndedræt og nærvær.
Klassen afsluttes med shavasana – en rolig afspænding, hvor kroppen får mulighed for at integrere praksissen.
YIN YOGA
Yin yoga er en langsom, meditativ og funktionelt orienteret yogapraksis, som blev udviklet af Sarah Powers og Paul Grilley i 1990’erne. Praksisen har blandt andet rødder i traditionel kinesisk medicin.
I yin yoga holdes stillingerne i længere tid end i mere yangprægede yogaformer som eksempelvis hatha yoga. Stillingerne holdes typisk i 2–10 minutter, afhængigt af stillingen og den enkelte deltagers niveau.
I yin yoga stimuleres kroppens væv gennem stræk og/eller kompression. Det længerevarende, rolige pres på kroppen kan være med til at skabe øget opmærksomhed på og kontakt med kroppens væv.
Med alderen og ved længerevarende stress kan bindevævet påvirkes og miste noget af sin elasticitet og bevægelighed. Yin yoga arbejder med kroppens bindevæv gennem rolige og længerevarende stræk, som kan understøtte vævets bevægelighed og give en oplevelse af mere frihed, plads og lethed i kroppen.
Yin yogaens langsomme tempo og indadvendte fokus inviterer samtidig til ro og nærvær og kan have en beroligende effekt på nervesystemet.
Yogaklassen begynder med en kort meditation og afsluttes med shavasana – en guidet eller stille afspænding, hvor kroppen får mulighed for at falde helt til ro.
